PARK GÜELL ARKITEKTUR

I 1900 bad en velhavende catalansk industrimand, Eusebi Güell, Gaudí om at designe Park Güell som et boligområde for velhavende familier på hans ejendom, Muntanya Pelada (Det nøgne bjerg). Inspireret af den engelske havebybevægelse fik den navnet "Park Güell". Gaudí bevarede de eksisterende træer, f.eks. johannesbrød og oliven, og brugte lokale, tørkeresistente planter. Han designede også vandopsamlingssystemer baseret på sin barndoms vandingsmetoder for at forhindre erosion og styre vandbehovet, så det naturlige miljø blev blandet med praktisk design.

Park Güell er designet som et fredfyldt sted med bygninger, der falder naturligt ind i landskabet og opfordrer til afslapning. Beliggenheden giver en smuk udsigt over havet og Barcelona. Indgangskonstruktionerne med deres unikke tage og tinder passer godt ind i haven og overskygger ikke omgivelserne. Stille hjørner, skjulte haver og udsigtspunkter giver mulighed for ensomhed, refleksion og frisk luft. Designet omfatter omkring 60 trekantede parceller med snoede stier, viadukter og trapper, der passer til det kuperede terræn. Naturlige materialer, lyse mosaikker og bløde kurver skaber en rolig, harmonisk atmosfære, der forbinder arkitekturen med naturen.

Dragetrappen er en imponerende trappe ved indgangen til Park Güell med en stor drageskulptur i bunden. Trappen er dekoreret med farverige mosaikker og fører op til parkens hoveddel. Trinene fører op til to mure, der danner terrasser og grotter på hver side. Trappen har tre sektioner med vand, der strømmer fra et springvand. På det første trin er der troldelignende figurer, og halvvejs oppe ses Cataloniens emblem. Højere oppe er den berømte drage (eller salamander) dækket af farverige mosaikker. Dragen, kaldet "El Drac", er blevet et af parkens mest ikoniske symboler. Øverst, under Hypostyle Room, er der en buet bænk formet som et græsk teater.

Eusebi Güell ønskede, at husene i hans boligkompleks skulle have en bestemt stil, så Gaudí designede et modeludstillingshus for at præsentere den type boliger, han forestillede sig. Huset blev bestilt af Josep Pardo i Casanovas, entreprenøren for Park Güell, og bygget ud fra planer af Gaudís nære samarbejdspartner, arkitekten Francesc Berenguer i 1904. I 1906 købte Antoni Gaudís far huset, og Gaudí boede der, indtil han døde i 1926. Berenguers stil var mere underspillet end Gaudís dristige, organiske tilgang. Men ligesom Gaudí delte han et dybt engagement i at integrere arkitekturen med det naturlige miljø.

I midten af Park Güell ligger en stor plads kaldet Plaça de la Natura (Naturpladsen), som oprindeligt blev kaldt det græske teater, fordi det var beregnet til forestillinger under åben himmel. En del af pladsen er bygget ind i klippen, mens den anden del er understøttet over Hypostyle Room. På den ene side afgrænses den af en bølget bænk dækket af flisemosaikker designet af Josep M. Jujol. På den anden side er der en støttemur med store kapitæler, der ligner palmer.

Et af parkens mest berømte elementer er Serpentine Bench, et farverigt, buet sæde lavet af lyse keramiske fliser. Den går rundt om kanten af hovedterrassen nær Hypostyle Room og byder på en smuk udsigt over parken og byen. Bænkens livlige mosaikker gør den til et populært sted for besøgende at sidde og slappe af.

Trias-huset er en af de boliger, der oprindeligt blev bygget i Park Güell under dens tidlige udvikling, og det er den eneste, der stadig er i privat eje. Huset er tegnet af Juli Batllevell i Arús i begyndelsen af det 20. århundrede og har et enkelt, men stilfuldt design med rene linjer og et afbalanceret layout. Det indeholder klassiske catalanske arkitektoniske elementer, som f.eks. et højt tag og dekorative detaljer, og bruger naturlige materialer som sten og træ, der passer ind i parkens landskab. Huset tilfører ejendommen et mere beboeligt og funktionelt aspekt, som står i kontrast til Park Güells mere flamboyante udseende. Selvom grev Eusebi planlagde at bygge 60 beboelseshuse, blev kun to huse faktisk færdiggjort.